HOMØOPATI TIL DYR

Homøopati er en naturmedicinsk behandlingsform med sin egen filosofi, sine egne lægemidler og en århundredelang tradition og historie. Behandlingsformen blev grundlagt og systematiseret af den tyske læge, Christian Friedrich Samuel Hahnemann (1755-1843), som  publicerede sine første teorier og tanker i 1796. Siden hans tid har homøopatien vundet udbredelse i en stor del af verden, hvor den bruges i sygdomsbehandlingen af både mennesker og dyr.

Brugen af homøopatiske lægemidler til dyr er baseret på erfaringer fra humane homøopater og dyrlæger, som anvender homøopatisk medicin udelukkende eller som en væsentlig del af deres behandling. Erfaringerne er bliver videregivet gennem homøopatisk litteratur og på kurser. I Europa er homøopatien langt mere udbredt i f.eks. England, Frankrig, Schweiz, Holland og Tyskland, end den er i Danmark.

Lighedsprincippet

Medicinen udvælges efter lighedsprincippet ”similia similibus curantur” (lat: med lignende skal lignende helbredes). Det vil sige, at et sygt individ med en række givne symptomer behandles med et homøopatisk middel, som givet til raske individer vil fremkalde lignende symptomer.

Lægemiddelvalget

Kunsten er at finde det rette lægemiddel til patienten udfra de symptomer patienten udviser. Primært foretages der en udspørgen af dyrets ejer og en grundig undersøgelse af dyret, hvor alle fysiske og psykiske symptomer og særpræg registreres. Dernæst findes lægemidlet ved hjælp af opslagsbøger, hvori der er samlet en lang række oplysninger om de homøopatiske lægemidler. Valget af det homøopatiske lægemiddel kan kræve et grundigt stykke  arbejde, og det kan være tidskrævende at finde det lægemiddel, som i sit lægemiddelbillede svarer bedst muligt til patientens symptombillede.

I akutte sygdomstilfælde og i tilfælde af patienter med et meget sparsomt symptombillede kan homøopatiske lægemidler på baggrund af sygdommens art - dog oftest under hensyntagen til de mest fremtrædende symptomer.

Potenserings-princippet

Anvendelsen af såkaldt ”potenseret medicin” er en væsentlig grund til , at homøopatien møder stor skepsis. At potensere betyder at ”gøre kraftigere”, til trods for at man under en potensering fortynder lægemidlet systematisk og trinvist. Forskellen på en fortynding og en potensering er, at det homøopatiske lægemiddel aktiveres gennem en kraftig bankning eller rystning mellem hvert eneste fortyndingstrin.  Hahnemann opdagede, at et rigtigt valgt homøopatisk middel faktisk virker kraftigere jo højere potens det anvendes i. 

Der findes endnu ikke en entydig naturvidenskabelig forklaring på effekten af potenserede lægemidler. Det er en væsentlig grund til, at homøopatien bliver afvist af den naturvidenskabelige medicin.

Den homøopatiske potensering består i at man systematisk og trinvis fortynder og ryster udgangsmaterialet, som kan være fra plante- dyre eller mineral-riget. Man fortynder oftest i forholdet 1:100 (C-potenser) eller 1:10 (D-potenser) mellem hvert potenstrin og man kan potensere fra ganske få op til flere hundrede trin. Efter første potenstrin har man det homøopatiske lægemiddel i potensen D1 (hvis fortyndingen er 1:10). Denne 1. Potens fortyndes igen 1:10 – rystes – og herved fremkommer lægemidlet i 2. Potenstrin (D2). Denne trinvise fortynding fortsættes til den ønskede potenshøjde – f.eks. D6 eller D30.

Brugen af medicinen

Homøopatiske lægemidler er - som ovenfor nævnt - meget fortyndede ("potenserede") opløsninger af stoffer fra plante-, dyre- eller mineralriget, og disse gives i små doser til det syge dyr. Der er således ingen bivirkninger forbundet med brugen af medicinen.

Medicinen gives i en alkoholopløsning, som dråber eller som sukkerkugler. Disse gives i en dosering, som er angivet på medicinglasset, eller som på anden måde er anvist.

Medicinen indgives direkte i munden. Det er ikke nødvendigt at dyret med det samme sluger medicinen - det vigtigste er, at medicinen har været i berøring med mundslimhinden.

Medicinen skal helst tages udenfor fodringstid. Undgå at blande medicinen med andre ting og at berøre den direkte.

Behandlingsforløbet

Dosering og behandlingens varighed afhænger bl.a. af sygdommens art, omfang, det valgte lægemiddel og potens samt responsen på behandling. En homøopatisk behandling kan således strække sig fra en dag til over flere måneder.

Der ses af og til en forværring af symptomerne i starten af et behandlingsforløb. Dette er ofte et postitivt tegn på, at kroppen reagerer mod sin sygdom og at der derfor er effekt af behandlingen. Man bør imidlertid altid indstille behandlingen, hvis alvorlig forværring opstår. Behandlingen indstilles ligeledes, når der ses en mærkbar bedring. Behandlingen kan senere genoptages efter aftale med dyrlægen.

Inden den homøopatiske behandling

Det er vigtigt, at en dyrlæge har stillet en diagnose på dyrets sygdom og at man har diskuteret mulighederne for helbredelse eller afhjælpning af dyrets problem med traditionel behandling i forhold til den alternative behandling, så dyrets fremtidige livskvalitet sikres bedst muligt.

Hvilke dyrlæger behandler med homøopati?

I Danmark findes der efterhånden flere dyrlæger, der praktiserer homøopati. Hvis din egen dyrlæge ikke udfører homøopatisk behandling, kan denne via Den Danske Dyrlægeforening henvise til andre dyrlæger, der tilbyder denne behandlingsform.