HORMONELLE HUDLIDELSER HOS HUNDE

 

Forskellige hormoner har indflydelse på huden med hensyn til hårvæksten, den fortsatte dannelse af ny hudceller, hudkirtlernes funktion og hudens generelle modstandskraft over for forskellige infektioner. De hormoner, som især har betydning for huden, er kønshormoner, stofskiftehormoner, binyrebarkhormoner og væksthormoner. Ud over betydningen for huden har disse hormoner også indflydelse på hinandens funktion og andre organsystemer. Ubalance i eet hormon kan altså gribe ind i andre hormonsystemer.

Hormonelle forstyrrelser kan dreje sig om enten overproduktion eller underproduktion af et bestemt hormon.

 

Der er visse fælles træk ved de forskellige hormonelle hudlidelser. Det mest tydelige er såkaldt symmetrisk hårtab, hvor pelsen efter fældning ikke gror ud igen og der opstår hårløse partier på begge sider af hundens midtlinje. Hårtabet begynder typisk på steder, hvor pelsen er udsat for slid - i flankerne og omkring halsen - og kan senere brede sig. Som regel er der ikke hårtab på hoved og ben. Der kan komme en mørkere farve af huden i de hårløse partier, og halen kan blive hårløs - en såkaldt "rottehale". I nogle tilfælde kan man før hårtabet se, at pelsen skifter farve f.eks. fra sort til rødbrun eller brun til lysere farve. Kløe er som regel ikke en del af disse lidelser, men huden vil være mere modtagelig for infektioner fra bakterier eller svampe. Ofte ændrer hudens funktion sig, så den bliver mere fedtet eller der kommer flere skæl.

 

Kønshormonelle forstyrrelser

Hormonelle forstyrrelser, som påvirker hud og pels, kan komme  både hos tæve- og hanhunde. Hos hunde, der ikke er neutraliseret bliver hormonproduktionen forstyrret, mens neutraliserede hunde får en manglende hormonproduktion. Hunde, der ikke er neutraliserede, må steriliseres/kastreres, mens neutraliserede hunde får en hormonbehandling. Efter et stykke tid kan man vurdere effekten.

 

Steriliserede tævehunde

Hos steriliserede tævehunde kan der komme hårtab på undersiden helt fra hage til haleparti. Disse hunde vil ofte have meget små brystvorter og ydre kønslæber.

Hos steriliserede tævehunde af racerne irsk/engelsk/gordon setter, Cocker spaniel, langhåret gravhund, golden retriever og Afghansk mynde kan der være ændringer af pelsen, hvor der nærmest kommer for meget pels, som bliver ulden og hvalpeagtig.

I begge tilfælde kan der behandles med et tilskud af hunkønshormoner.

 

Ikke-steriliserede tævehunde

Ikke-steriliserede tævehunde kan få hårtab 1 til 2 måneder efter en fødsel. Under graviditeten bliver pelsen tættere, men omkring fødselstidspunktet vil de hormonelle ændringer medføre, at hunden taber mange hår på een gang. Hårene vil vokse ud igen i løbet af 2-4 måneder. Lignende symptomer kan ses ved falsk graviditet.

En overproduktion af østrogen på grund af cyster eller svulster i æggestokkene kan føre til hårtab på hundens underside, haleparti og i flankeområdet. Disse hunde vil samtidig have forstørrede brystvorter og kønslæber og være "oversexede". Behandlingen vil i dette tilfælde være en sterilisering, og håret vil vokse ud igen i løbet af 3-6 måneder.

 

Hormon-allergi

I sjældne tilfælde kan tævehunde få kløe enten i forbindelse med selve løbetiden - hvor kløen er størst i forbindelse med brunsten -  eller en tiltagende kløe efter løbetiden i forbindelse med en falsk graviditet. Der er tale om en allergisk reaktion på henholdsvis østrogen og progesteron og behandlingen vil bestå i sterilisering.

 

Kastrerede hanhunde

Hos kastrerede hanhunde kan der - som hos steriliserede tævehunde - være problemer med hårtab eller "overbehåring".

 

Ikke-kastrerede hanhunde.

Testikelsvulster kan være årsag til hårtab (især på kroppen hvor dækhårene tabes). Der kan komme en farveændring af pelsen hos hunde med sort eller mørk brun farve over til rødbrun eller blond, før hårtabet starter.

Hos visse hunderacer giver testikelsvulster også hudsvulster i området omkring endetarmsåbningen. Disse problemer opstår ofte i forbindelse med “kryptorchide testikler” - testikler som ikke er kommet ned i pungen.

Visse typer testikelsvulster danner hunkønshormon og kan give forstørrede brystvorter, hængende forhud og tiltrækning af andre hanhunde. I få tilfælde kan der ved testikelsvulster ske en spredning til andre organer. Dette er især tilfældet ved kryptorchide testikler, så her må en tidlig kastration tilrådes.

Testikelsvulster behandles ved kastration med fjernelse af begge testikler, også selv om kun den ene er forstørret.

 

Hormon-allergi

Hanhunde med en allergisk reaktion vil især klø sig, når der er mange tæver i løbetid (avlshunde i forbindelse med parring), eller når ejeren har været i kontakt med tæver.

Kløen er især koncentreret omkring bagparten. Kastration tilrådes som behandling.

 

Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen - Hypothyroidisme

Nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen er den mest almindelige hormonelle hudlidelse hos hunde.

Symptomerne er utrolig varierede, da hormoner i skjoldbruskkirtlen har betydning for stort set samtlige organsystemer:

- Ikke kløende, symmetrisk hårtab,

- hunden har ofte øregangsbetændelse med meget voks,

- ekstra fedtet hud og skæl,

- tilbagevendende hudbetændelse fra bakterier og svampe.

I de sidste to tilfælde vil der som regel også være kløe.

Yderligere kan der komme mere almene symptomer i form af nedsat kondition, sløvhed og øget følsomhed for kulde. En del af disse hunde får et ansigtsudtryk, hvor de ser meget bedrøvede ud.

Diagnosen stilles ved at bestemme blodets indhold af skjoldbruskkirtel hormoner før og efter en stimulation af kirtlens hormonproduktion. Behandlingen vil bestå i tabletter resten af hundens liv, hvor den får ekstra skjoldbruskkirtel-hormon.

 

Øget hormonudskillelse fra binyrerne - Cushings syndrom.

Binyrerne danner blandt andet hormonet kortisol. Det er den mest alvorlige af de hormonelle hudlidelser, både hvad symptomer og behandling angår. En overproduktion af binyrebarkhormon kan skyldes en defekt i hypofysens styring af hormonproduktionen, svulster i de celler i binyrebarken, som danner kortisol, eller det kan - hos enkelte hunde - være en bivirkning af en langvarig behandling med binyrebarkhormoner.

Symptomerne kan være de generelle, som er nævnt først her i pjecen, men der kan også komme nogle mere specifikke symptomer:

- Mange "hudorme" specielt under maven,

- forkalkninger i huden,

- huden svinder ind, så denne bliver tynd og uelastisk,

- muskelsvind specielt på lår- og rygmusklerne,

- vommen hænger på grund af slaphed i bugmusklerne,

- øget urineringstrang, drikkelyst og øget appetit,

- øget tilbøjelighed til hudinfektioner med bakterier, svampe og hårsækmider (det sidste hos ældre hunde).