PRIVATE

PennHIP -

ny teknik til undersøgelse for hofteledsdysplasi

 

 

 

Hofteledsdysplasi er en lidelse, der rammer mange hunde, hvilket kan resultere i alvorlige forandringer i hofteleddet. Mange af disse hunde vil komme til at døje med slidgigt, smerte og haltheder.

PennHIP er en ny metode til at vurdere hofteleddets stabilitet. Metoden er sikker til at vurdere hofteleddet allerede i hvalpestadiet.

PennHIP er en ny metode til at udvælge avlshunde på, der kan nedbringe frekvensen af hofteledsdysplasi.

 

 

Hofteledsdysplasi

Hofteledsdysplasi (HD) er en arveligt betinget lidelse. Forandringerne er ikke tilstede ved fødslen, men udvikles under hundens vækst. HD er en udviklingsdefekt med løshed i hofteleddene, og deraf følgende slidgigtforandringer.

Hofteleddet består af et lårbenshoved og en hofteskål, som hos den normale hund passer sammen som et kugleled. Hos hunde, der er arveligt betinget for at have løse hofteled, vil lårbenshovedet i varierende omfang ligge mere eller mindre uden for hofteskålen.

Hunde med HD vil næsten altid påvirkes i en eller anden grad i form af halthed, motionsintolerance og/eller smerte. Der findes i dag ingen mulighed for at kurere HD. Den eneste mulighed er at behandle hundenes symptomer, så de opnår så høj grad af velbefindende som muligt med denne sygdom.

Det bedste, man i dag kan gøre for at komme lidelsen til livs, er at udvælge de avlshunde, der ikke fører lidelsen videre til deres hvalpe.

En metode til denne udvælgelse er PennHIP.

 

 

Hvad er PennHIP?

 

PennHIP (som står for University of Pennsylvania Hip Improvement Program) er en ny måde at vurdere, måle og fortolke hofteleds løshed på. Der foretages 3 røntgenoptagelser af hofteleddet:

   en distraktionsoptagelse

   en kompressionsoptagelse

   en standardoptagelse.

De to første optagelser bruges til en præcis udmåling af løsheden i hofteleddet, samt lårbenshovedet og hofteskålens indbyrdes pasform. Det tredje billede bruges til at vurdere tegn på slidgigtforandringer.

Ud fra disse optagelser får hunden et distraktionsindex-tal, som er et mål for løsheden i hofteleddet, samt oplysning om hvorvidt  der er tegn på slidgigtforandringer.

 

 

Teknik

Rent praktisk foregår PennHIP røntgenoptagelserne på følgende måde:

   Dyret bedøves, da det er nødvendigt for optagelserne

   Der foretages en standard hofteledsoptagelse:  hunden placeres på ryggen, bagbenene strækkes bagud og holdes paralelle.

       På røntgenbilledet kan man vurdere om hunden har slidgigtforandringer,

       eller tidlige tegn på dette.

   Der foretages en kompressionsoptagelse: v.h.a. 2 holdere skubbes lårbenshovedet så dybt ind i hofteskålen som muligt.

      På røntgenbilledet kan man vurdere, hvor godt lårbenshoved og hofteskål 

      passer sammen.

   Der foretages en distraktionsoptagelse: på denne optagelse presses lårbenshovedet så langt ud af hofteledsskålen som muligt. Dette gøres ved hjælp af en “distraktor”, som består af 2 rør, imellem hvilken afstanden kan varieres. Når hunden er placeret på ryggen anbringes distraktoren på hundens bækken, og ved at skubbe på lårbenet bringes lårbenshovedet ud af hofteskålen. På røntgenbilledet kan man derefter måle, hvor langt lårbenshovedet skubbes ud  fra hofteskålen, eller med andre ord: distraktionen, og derud fra kan man beregne distraktionsindexet.

 

Det er vigtigt at understrege, at ovennævnte procedure under ingen omstændigheder skader hunden, hverken på kort eller langt sigt. Ligesom hunden ikke har smerte efter røntgenproceduren.

Røntgenbilleder af hunde der optages efter PennHIP metoden, skal indsendes til bedømmelse. Det har dyrlægen forpligtiget sig til, i forbindelse med sin PennHIP godkendelse.

 

 

Brugen af PennHIP

PennHIP er altså en ny metode til at bestemme løsheden i hofteleddet hos hunden. Da løsheden samtidigt er meget arvelig, vil PennHIP være et særdeles godt redskab til udvælgelse af hunde, der skal indgå i avlen.

Der  foreligger på nuværende tidspunkt et gennemsnit for løsheden hos de enkelte hunderacer. Ud fra racens gennemsnit kan man så vurdere sin egen hund. Er distraktionsindexet lavere end racens gennemsnit, vil hunden forbedre hofteleddene hos racen. Omvendt vil hunde, med et distraktionsindex over racens gennemsnit, forværre hofteleddene hos racen.

En anden fordel ved PennHIP er, at hundene kan røntgenfotograferes, fra de er 4 måneder gamle. D.v.s. at man på et meget tidligt tidspunkt har mulighed for at udvælge de hunde, der senere skal indgå i avlen.