SVULSTER HOS HUNDE OG KATTE

 

Med ordet svulst forstås i almindelighed en knude af nydannet væv. En svulst kan være godartet ‑ men der kan også være tale om kræft.

Ondartede kræftsvulster findes oftest hos ældre dyr. Omkring halvdelen af alle dødsfald hos hunde og katte over 10 år skyldes kræft.

Hunde får kræft med nogenlunde samme hyppighed som mennesker, katte lidt mindre hyppigt.

 

Når en hunde‑ eller katteejer opdager en svulst, er det første spørgsmål der melder sig: Er denne svulst godartet eller er det kræft? Ondartede svulster vokser som regel hurtigt og forgrener sig ofte i det omliggende væv. En ondartet svulst kan danne metastaser (døtresvulster), når celler fra svulsten spredes rundt i kroppen med blodet og lymfen.

Hvis dyret ikke har vist tegn på sygdom, svulsten ikke er øm ved berøring, og der ellers ikke sker væsentlig ændring i svulstens størrelse, vil man være tilbøjelig til at gå ud fra, at det blot er en uskadelig fedtknude eller lignende. Men så harmløse er alle svulster desværre ikke altid. Lad derfor altid en dyrlæge afgøre, om det er nødvendigt at foretage en nærmere undersøgelse.

 

Symptomer

Svulster kan opstå i alle organer og sygdomstegnene kan derfor være vidt forskellige. Ondartede kræftknuder hos hunde og katte optræder mest almindeligt i huden, mælkekirtlerne, lymfeknuderne og i mundhulen.

Svulster med en af disse placeringer, vil som regel hurtigt blive opdaget. Mere vanskeligt for en hunde‑ eller katteejer er det at observere svulster placeret i de indre organer.

Undersøgelse af blodprøver, røntgen, ultralydsscanning m.m. er ofte nødvendig for at stille diagnosen. En endelig diagnose kan mange gange kun stilles ved en laboratorieundersøgelse af en vævsprøve.

De almindeligste symptomer på kræft, man bør være opmærksom på er:

-     Unormale hævelser, der ikke forsvinder eller fortsætter med at vokse.

-     Sår der ikke vil hele.

-     Vægttab.

-     Tab af appetit.

-     Blødning fra naturlige kropsåbninger.

-     Unormal lugt.

-     Besvær med at spise eller sluge maden.

-     Manglende lyst til at motionere / nedsat udholdenhed.

-     Besværet åndedræt. Besvær med at komme af med afføring eller urin

 

Forebyggelse

Årsagen til de fleste kræfttyper er ukendt, og derfor er det vanskeligt at forebygge ‑ dog med enkelte undtagelser:

Ved at sterilisere tævehunde i en tidlig alder (6 ‑ 12 måneder) nedsættes risikoen for svulster i mælkekirtlerne væsentlig.

Kastration af hanhunde og vaccination af katte mod leukæmivirus er andre eksempler på mulig forebyggelse.

 

Behandling

Nogle typer kræft hos vore kæledyr kan helbredes ved hurtig indgriben. Og langt de fleste typer kræft kan behandles, således at hunden eller katten i en kortere eller længere periode kan bevare livskvaliteten.

Jo tidligere i sygdomsforløbet en behandling sættes ind, jo bedre er chancerne for et godt resultat. De metoder, der kommer på tale ved behandling af svulster hos vore kæledyr, er i princippet de samme, som hos mennesker:

 

Kirurgi

Operativ fjernelse er den hyppigste behandling af svulsten.

Især hos de ældre dyr er støttebehandling før og efter operationen af stor betydning. Hvis der ikke er foretaget laboratorieundersøgelse af tumorvævet før operationen, vil det være klogt at undersøge svulsten efter fjernelsen. Dels er det væsentligt at få bekræftet diagnosen 100%, dels kan en typebestemmelse give dyrlægen grundlag for en optimal vejledning i forbindelse med en eventuel efterbehandling.

 

Medicinsk behandling

De meget anvendte binyrebarkhormoner kan have en direkte effekt mod kræft, især visse former for lymfekræft.

Desuden er stofferne virksomme som appetitstimulerende middel, og kan give øget velbefindende og aktivitet hos hunde og katte. Endelig har stoffet en vis smertestillende effekt.

 

Cryoterapi, frysning

Lokal kuldebehandling anvendes hovedsagelig på overfladisk beliggende svulster, der af en eller anden grund er vanskelige at fjerne ved operation.

 

Kemoterapi, strålebehandling og lignende

Disse metoder anvendes meget sjældent i Danmark af etiske og økonomiske grunde.

 

Når alt kommer til alt, er der en sidste udvej, når vi taler er om kræft hos vore kæledyr ‑ nemlig aflivning. I sidste ende er det alene dyreejerens privillegium og ansvar, i samråd med dyrlægen, at sætte en grænse for, hvor langt behandlingen af en kræftsygdom skal gå.

 

 

 

Eksempler på placering af svulster

 

Svulster i mælkekirtlerne