Når din kat er blevet steriliseret på Vejle Dyrehospital & Dyreklinik.


Før operationen er katten blevet grundigt undersøgt. Vi har på baggrund af denne undersøgelse og typen af operation som din kat har været igennem valgt den bedøvelse, som passer bedst i lige netop dette tilfælde.

Katten faldt i søvn i rolige omgivelser. Under hele bedøvelsesforløbet har din kat været under opsyn.

I forbindelse med operationen har katten fået antibiotika og smertestillende medicin. Disse præparater skal forhindre sekundære infektioner og forebygge smerter både under og efter operationen.

Efter operationen har katten fået lov til at vågne i stille og rolige omgivelser. Katte er meget individuelle individer. Det betyder at de ofte reagerer forskelligt på bedøvelse, hvorfor et opvågningstidspunkt ikke med nøjagtighed kan forudsiges.

Vejle Dyrehospital & Dyreklinik hjemsender aldrig dyr der er bedøvet. Det betyder dog ikke nødvendigvis at alle bedøvelsesstofferne er ude af kroppen når du får din kat hjem. Vores erfaring er, at når katten er tilstrækkelig vågen, så har den det bedst med at komme hjem i trygge omgivelser hvor den er vant til at færdes. Du kan i helt op til 24 timer efter operationen opleve, at din kat er påvirket af bedøvelsen (f.eks. virker beruset). Dette er helt normalt. Varer det længere skal du kontakte os!

Under bedøvelsen har katte ofte svært ved at kontrollere deres temperatur og vi har erfaring for, at kropstemperaturen falder. For at forebygge dette har din kat ligget på varmepuder under hele operationen og under opvågningen.

Når du får din kat hjem er det vigtigt at du holder den varm.

Din kat må gerne drikke vand når den kommer hjem. Den må også gerne spise, men kun små portioner, idet bedøvelsen stadig kan påvirke mave- og tarmsystemet.

Dagen efter operationen må din kat gerne spise og drikke på normal vis.

Vejle Dyrehospital & Dyreklinik benytter en moderne sutureringsteknik hvor hudsåret syes lige under huden. Det betyder at katten ikke skal gå med krave. Det betyder endvidere, at der ikke skal fjernes sting – dette er til fordel for jer og for katten.

Det er vigtigt at understrege, at sårhelingen ikke forløber hurtigere på trods af den moderne sutureringsteknik. Såret i huden vil være helet efter ca. 10 dage, imidlertid er sårområdets trækstyrke ikke på normalt niveau før 30 dage efter operationen. Katten skal derfor, så vidt muligt, holdes i ro i denne periode.

Katten må tidligst komme udendøre 7 døgn efter operationen.

Vi oplever yderst sjældent, at der forekommer komplikationer efter operationen. Enkelte katte vil slikke i såret, hvilket kan medføre infektion. Det er derfor vigtigt at du tilser såret dagligt i den første uge. Hvis der opstår problemer, eller du er i tvivl, er det vigtigt at du kontakter Vejle Dyrehospital & Dyreklinik så en eventuel behandling kan iværksættes hurtigt.

Det er vigtigt at din kat fodres med et godt og afstemt foder som er tilpasset steriliserede katte. Ved korrekt fodring mindskes risikoen for bl.a. overvægt og urinvejslidelser. Du er meget velkommen til at spørge vore veterinærsygeplejersker om yderligere råd og vejledning.

Hvis du er i tvivl om noget af ovenstående eller har yderligere spørgsmål, så er du altid meget velkomne til at kontakte os på tlf.nr.: 75 82 16 00

 

Venlig hilsen

Vejle Dyrehospital & Dyreklinik

 

 

   

Tilbage